Team Esbjergnyheder
Team Esbjerg fældet af Tvis-lynstart
Team Esbjerg viste på ny evnen til at komme igen fra en nærmest håbløs position, men i den sidste ende rakte det ikke til en sejr over et af topholdene, Team Tvis Holstebro, i årets sidste håndboldkamp i Esbjerg. Efter en pausestilling på 15-11 til udeholdet formåede Team-pigerne dog at spille lige op i anden halvleg, så gæsternes sejr blev på 31-27.
Team Tvis indledte kampen i vanlig tempofyldt stil med blandt andre VM-spillerne Louise Burgaard, Kristina Kristiansen og Sandra Toft i målet i hovedroller, og Team Esbjerg-cheftræner Lars Frederiksen måtte trække timeoutkortet ved stillingen 2-8. Selv om Rikke Zachariassen derefter fik sæsondebut og tog godt fra i forsvaret, trak Team Tvis yderligere fra til 13-4 efter 21. minutters spil, inden hjemmeholdet fik stabiliseret forsvaret og fik gang i scoringerne.
- Vi haltede bagefter det meste af kampen, og da vi endelig kom op, slap kræfterne op. Det er altid hårdt at hente ni mål, og Team Tvis havde overskuddet til at sikre sejren til sidst, siger cheftræner Lars Frederiksen.
Efter pausen var scoringerne mere fordelt mellem de to mandskaber, der kæmper om topplaceringer i dameligaen. Tove Seest bidrog med fire mål på syv minutter fra højre fløj til, at Team Esbjerg fik kontakt med Team Tvis ved 24-24. Men symptomatisk for kampen havde modstanderne med større skudkraft i bagspillet og topscorer Mette Gravholt som en evig kilde til uro på stregen let ved at trække fra til 27-24 på blot et par minutter.
De næsten 1.100 tilskuere i Granly Hockey Arena så ikke de individuelle præstationer, der skulle til for at udløse en hjemmesejr over et stærkt og veloplagt Tvis-mandskab. Ydermere måtte den svenske landsholdsfløj, Jessica Helleberg, sidde over med en skade, og Team Esbjerg måtte bruge skiftende spillere fra bagkæden samt tilbagevendte Rikke Zachariassen til at vikariere på fløjen. Rikke Zachariassen fik både som krumtap i forsvaret og målscorer et udmærket comeback.
- Det var positivt, at Rikke vendte tilbage og viste gode tegn med henblik på forårets kampe, siger Lars Frederiksen.





























