Team Esbjergnyheder
Team Esbjerg Business fik medlem nr. 100
Team Esbjerg Business er navnet på det erhvervsnetværk, som er udsprunget fra håndboldklubben Team Esbjerg Elitehåndbold A/S. Samhandel og ”value for money” er nogle af nøgleordene i Team Esbjerg Business, som for nyligt fik tilgang af Lindpro A/S og dermed rundede medlem nr. 100.
Det totale medlemstal i det støt voksende erhvervsnetværk er således trecifret, og det er gået ganske hurtigt i betragtning af, at Team Esbjerg Business først startede op for omtrent halvandet år siden.
- Ja, det er gået stærkt med at øge medlemstallet. Interessen har været stigende og konceptet har vist sig holdbart. Deltagerne har generelt udtrykt meget stor tilfredshed, og vi er i gang med at planlægge næste sæson, siger den nye direktør i Team Esbjerg, Dina Reffstrup.
Medlem nr. 100 i erhvervsnetværket er elinstallatørvirksomheden Lindpro A/S, som har store forventninger til sit medlemskab i Team Esbjerg Business.
- Det er positivt, at der er så mange medlemmer. Et godt netværk er måske det vigtigste, og der er nogle meget spændende kontakter i Team Esbjerg Business, hvor vi tror, at vi kan få mere ud af vores marketingkroner, siger afdelingsleder i Lindpro A/S, Søren Hermansen.
Lindpro A/S har flere store projekter bag sig, hvor man bl.a. kan fremhæve el-entreprisen i feriecentret Lalandia og implementering af tv-overvågning på alle folkeskoler i Esbjerg Kommune.
- Jeg ser frem til at træde ind i et professionelt netværk som Team Esbjerg Business, hvor jeg får mulighed for at sparre med erfarne erhvervsledere og tilknytte nye kontakter, siger Søren Hermansen.






























