Team Esbjergnyheder

Klik på foto for større version

Svenske piger er også til Cocio

Cocio har skuespilleren Eva Mendes, men Team Esbjerg har Angelica Wallén, Ulrika Ågren og Jessica Helleberg, og de tre profiler passede ideelt til at varme op til lanceringen af en ny Cocio-serie på det svenske marked.

 

Et hold på ca. 10, hovedsageligt salgschefer fra moderselskabet Arlas svenske salgsorganisation, har besøgt Team Esbjerg ved et arrangement, hvor de først trænede med spillerne i Esbjerg Gymnasiums boldspil – frygteligt som den harpiks klistrer! - og dernæst hørte de tre svenske spillere fortælle om håndboldlivet i Danmark.

 

Under den efterfølgende spisning i loungen på Blue Water Arena fik gæsterne et indblik i cheftræner Lars Frederiksens arbejde. Han fortalte blandt andet om de små gimmicks, gaver, han giver pigerne inden kampe for at sætte dem op til opgaven – alt fra lakrids til skakbrikker.

 

- Vi har et rigtig godt samarbejde med Team Esbjerg, som vi leverer Cocio til, så pigerne kan restituere sig efter træning og kampe. I kampagnen vil vi netop forbinde Cocio med restitution efter sport og anden fysisk aktivitet. Vi havde en supergod dag med Team Esbjerg og har fået mange positive tilbagemeldinger fra svenske kolleger. Pigerne og teamet bag gjorde virkelig godt, siger marketingdirektør Mikael Horsbøll, Cocio Chokolademælk A/S.

 

Bag det praktiske i arrangementet stod Jannie Mortensen, der er i praktik som markedsføringsøkonom i Team Esbjerg og sørgede for alt fra mad til roll-up bannere.

 

- Vi synes, det er spændende at blive inddraget i en virksomheds lancering af et produkt på et andet skandinavisk marked. Vi har spillere fra flere lande og stiller gerne op for både Cocio og andre ved lignende, lidt anderledes arrangementer i fremtiden, siger salgschef Erik Christensen.

 

Om Team Esbjerg-pigerne kan lide byens chokolademælk? De drikker tre kasser Cocio hver uge for at komme oven på de fysiske strabadser.  

 

Kiva Grafisk