Team Esbjergnyheder

Sul og sauerkraut kan gavne håndboldfolket

Team Esbjerg er klar til Oktoberfest i Stadionhallen, og der er rift om billetterne
Det kan diskuteres, om tyrolsk svineskank har noget til fælles med håndbold. Men man kommer ikke uden om, at det er fedt – både det kulinariske og det sportslige! Team Esbjerg vil nu for tredje gang kombinere nydelsen med det nyttige ved at arrangere Oktoberfest. Denne gang fredag den 8. oktober i Stadionhallen. Simpelthen årets fest, hvor alle er velkomne til at slå serveringspersonalet følge i det evigt trendy bayerske modedress – dirndl og lederhosen!
”Det er jo alt sammen for at bidrage med en økonomisk håndsrækning til håndbolden”, fastslår Team Esbjergs tovholder i projektet, Torben Lodberg. Han glæder sig over, at billetsalget allerede efter en halv snes dage ser ud til at slå alle rekorder. 
”Der var på forhånd reserveret flere end 275 af de i alt ca. 500 billetter. Så mon ikke de interesserede skal se til at lette en vis del af skindbuksen for at være sikker på en plads, lyder Lodberg-opfordringen.

Godt alternativ
Team Esbjerg, der samarbejder med SHB om det sjove arrangement, er ikke i tvivl om, at Oktober-festen er kommet for at blive. Også fordi den har vist sig at være et godt alternativ til firmafesten og julefrokosten, der jo ellers lurer lige om hjørnet…. 
”Vi har udviklet noget, der ramme bredt. Alle kan være med. Flere og flere møder op i tyrolerdress, men der er naturligvis frit slaw´. Det hele er bare festligt, folkeligt og fornøjeligt”, siger Torben Lodberg.

Ægte tyrolermusik
Det er igen Restaurant Gammelhavn, der står inde for kvaliteten i den store festmenu med svineskanke, diverse pølser, sauerkraut, kartofler, fromage og det hele. Og selvfølgelig er der også søde piger med masser af skummende fadøl i favnen. Den musikalske underholdning er igen lagt i hænderne på det helt igennem autentiske tyrolerorkester Cantus – friske gutter, der endnu ikke har oplevet en fest uden at gæsterne har været helt oppe at stå på borde og stole for at synge med.

Kiva Grafisk