Team Esbjergnyheder
Point i Elro Arena = Slutspil
Randers har allerede sikret sig adgang til slutspillet.
I lørdagens TV-kamp i Elro Arena kan Team Esbjerg gøre det samme.
Med blot et enkelt point i Randers vil Team Esbjerg nemlig have spillet sig i slutspillet for første gang nogensinde.
- Vi fik en rigtig god sejr mod FC Midtjylland i lørdags, og det er klart, at der har været ekstra smil på de første dage i træningsugen, så vi ser frem til kampen i Randers, siger cheftræner Jan Paulsen.
Team Esbjergs chancer for at vinde i Randers er da også stærkt forbedret med en tilbagevendt Mouna Chebbah på holdkortet.
Den tunesiske playmaker står bag 153 mål og assists (89 mål, 64 assists) og danner sammen med Marta Mangue (102 mål, 53 assists) én af ligaens bedste offensive duoer.
Statistikken viser til gengæld også, at Team Esbjerg har været klart bedst på hjemmebane denne sæson. Holdet har vundet 14 af 18 (78 %) mulige point på hjemmebane sammenholdt med mere beskedne 9 af 18 (50 %) point på udebane.
Randers er et af kun to hold, der har vundet i Stadionhallen denne sæson. Derfor går Team Esbjerg målrettet efter at bringe balance i regnskabet ved at vinde i Elro Arena på lørdag, selvom Team Esbjerg er "underdog" ifølge Jan Paulsen.
- Vi spiller for det meste meget lige kampe mod Randers og håber på, det kan ske igen. Men vi må også konstatere, at Randers har spillet en meget stabil og flot sæson og ligger med helt i toppen af ligaen. Og de er naturligvis favoritter i den her kamp på deres egen hjemmebane, siger cheftræneren.
Du kan se kampen direkte på TV2 lørdag kl. 16.10.

.jpg)












.jpg)
















