Team Esbjergnyheder
Klasseforskel mellem naboer i dameligaen
Team Esbjerg har mere end det ene ben i slutspillet efter en 32-20-sejr over underboen i Dame Håndbold Ligaen, SK Aarhus, der blev efterladt otte point tilbage efter det klare nederlag for øjnene af næsten 1.100 medlevende tilskuere i Lerpøthallen i Varde.
Et svagt spillede Aarhus-hold førte an i et orgie af tekniske fejl og dårlige afslutninger i kampens indledning, hvor der skulle gå næsten et kvarter, før gæsterne fik scoret deres andet mål. Team Esbjerg lagde først de dårlige vaner af sig og havde på det tidspunkt scoret syv gange.
Anfører Tove Seest havde metaforerne fremme for at beskrive den hakkende indledning på kampen.
- Det var stilhed før stormen, og derefter spændte vi hjelmen ekstra meget. Det var fedt at vinde. Vi trængte virkelig til en sejr efter chokket i Slagelse. Man skal passe på med, hvad man siger, men slutspilpladsen er næsten sikker, og nu skal vi holde fast i femtepladsen, sagde Tove Seest.
Dobbelt mandsopdækning
SK Aarhus-træner Claus Mogensen trak allerede timeoutkortet ved stillingen 3-1 til Team Esbjerg efter otte minutters spil, men det skulle blive værre. Mandsopdækning af først iscenesætteren Gøril Snorroeggen og dernæst både hende og Lotte Grigel havde beskeden effekt.
Ulrika Ågren væltede sig i frispilninger på stregen og scorede fem mål før pausen. Tove Seest, Lotte Grigel og Kelsi Fairbrother, der hurtigt fik tilgivelse for et par afbrændere i de første hektiske minutter, scorede henholdsvis fem, fire og tre mål i første halvleg til en stensikker pauseføring på 18-8.
SK Aarhus trak efter pausen følehornene til sig og havde indledningsvis held med en 6-0-opdækning, der holdt Team Esbjerg fra at score i over seks minutter. Men med Gøril Snorroeggen og Lotte Grigel i hovedrollerne blev forspringet til de blege aarhusianere vedligeholdt, og Kari Aalvik Grimsbø havde kampen igennem godt styr på SK Aarhus’ langskudsforsøg. Skytterne Anna Sophie Okkels og Natascha Ohlendorff kom atypisk først på måltavlen i kampens sidste minutter.
Den unge kæde ind
På det tidspunkt havde den unge kæde med Lina Bannerholt, Nina Vassvik Jensen, Maja Bech Hansen og Nanna Dransfeldt taget over og aflastede førstekæden. Team Esbjerg var uden Angelica Wallén, der skal opereres i en finger og er ude i et par måneder.
- Selv om vi i tre kvarter spillede en fin kamp, var det ikke meget, SK Aarhus kom med. Der var stor klasseforskel mellem nummer fem og seks i rækken, og selv om vi fortsat tager en kamp ad gangen, har vi taget to tredjedele skridt i slutspillet. Det var en god fight, et godt publikum, og vi fik alle spillere i kamp, sagde cheftræner Lars Frederiksen.
Team Esbjerg fik dermed en god generalprøve på første kamp i ottendedelsfinalen i EHF Cup mod Team Tvis Holstebro lørdag kl. 13.00 i Esbjerg Gymnasiums sportshal.





























