Team Esbjergnyheder
Jan Paulsen: God håndboldpropaganda
Det blev ikke til point mod Viborg, selvom de forsvarende mestre blev presset til det yderste.
Cheftræner Jan Paulsen var alligevel meget tilfreds med det, han så udspille sig på banen og tager mange ting med sig fra kampen.
- Lige efter kampen er vi alle skuffede, da vi var så tæt på, og det skal vi selvfølgelig være på det her plan. Men når vi får kampen lidt på afstand, er der masser af momenter i spillet og indsatsen, som vi kan bruge til rigtigt meget. Vi pressede altså et af verdens bedste hold til det yderste i aften. Det viser, at det her hold på 1½ år har udviklet sig enormt og vil gøre det de næste mange år, siger Jan Paulsen.
Jan Paulsen ærgrede sig med god grund over resultatet, men glæder sig dog over en fantastisk flot kamp, som var utrolig seværdig med håndbold på meget højt niveau.
- Team Esbjerg er for alvor kommet på håndboldkortet. Vi kommer med en offensiv spillestil i begge ender af banen, der gør det spændende at se på for seere og tilskuere. Og jeg mener desuden, at kampen var god propaganda for kvindehåndbolden, som ligaen i den grad har brug for i disse hårde tider, siger Jan Paulsen.

_4.jpg)





























