Team Esbjergnyheder

Mouna Chebbah har været imponerende i sæsonen, og har scoret 37 mål ved siden af 32 assists. Foto: Niels Husted
Klik på foto for større version
Mouna Chebbah har været imponerende i sæsonen, og har scoret 37 mål ved siden af 32 assists. Foto: Niels Husted

Hold på hat og briller

Der forventes et meget målrigt opgør i Viborg Stadionhal onsdag aften, når Team Esbjerg skal op mod sidste års suveræne guldvindere, Viborg HK.

Team Esbjerg startede sæsonen utroligt stærkt og vandt 5 ud af de første 6 kampe. Siden er det dog blevet til to ærgerlige nederlag mod nogle af ligaens mest formstærke hold, hhv. FC Midtjylland og Randers HK.

Viborg HK har indtil nu haft en meget atypisk sæson. Holdet startede planmæssigt med to sejre, men tabte herefter (helt uhørt) tre ud af de næste fire kampe, inden der de sidste par uger igen er blevet rettet op på tingenes tilstand.

Både Viborg og Team Esbjerg står med 5 sejre og 3 nederlag efter 8. spillerunde.

Aftnens opgør forventes at blive spillet i et hæsblæsende tempo, da Viborg, ligesom Team Esbjerg, er et meget angrebsivrigt hold. Team Esbjerg har ligaens bedste angreb med 29,1 mål per kamp, hvor Viborg HK indtager 3. pladsen med 27,6 mål per kamp.

Marta Mangue forventes igen at blive katalysatoren i Team Esbjerg angrebet. Det spanske angrebses har været forrygende og holdt et utroligt højt niveau sæsonen igennem, hvor det er blevet til 52 mål i 8 kampe. Viborgs træner Jakob Vestergaard har også stor respekt for Marta Mangue, som han på Viborgs hjemmeside kalder for ”måske verdens bedste spiller i en-mod-en situationer”.

Også Mouna Chebbah får stor indflydelse på kampens udfald. Den vævre playmaker har i sæsonens første 8 kampe været direkte involveret i imponerende 69 mål, da hun står noteret for 3. flest assists i ligaen med 32 og derudover selv har sat 37 mål ind.
 

Kiva Grafisk