Team Esbjergnyheder

Håbet om slutspilsplads i live efter sikker sejr i Skanderborg

Team Esbjerg bevarede med en sikker sejr på 34-27 over bundholdet Skanderborg Håndbold det spinkle håb om at avancere til slutspillet i Primo Tours Ligaen.

De østjyske oprykkere - og snart også nedrykkere - affyrede et varselsskud ved højst overraskende at hente et point i de to holds første opgør i Blue Water Dokken lige efter nytår. Denne gang var der ikke megen tvivl om udfaldet.

Skanderborgs eneste føring var Laura Lunds mål til 1-0, hvorpå Laura van der Heijden, første halvlegs store spiller, Jenny Alm, og en anden af Team Esbjergs bedste, Vilde Ingstad, svarede igen med tre mål til 3-1. I fortsættelsen markerede også Ida Bjørndalen Karlsson sig og øgede til 11-5, inden hjemmeholdet fik et lille comeback og reducerede til 9-12.

Skanderborg valgte fra kampens 20. minut at mandsopdække indtil flere Team Esbjerg-spillere og spille syv mod seks i angrebet. De taktiske manøvrer fra et bundhold, der hagede sig fast i den sidste chance for at redde livet i ligaen, forvirrede kortvarigt Team Esbjerg, der dog sluttede stærkt af og gik til pausen med en 16-10-føring.

Skanderborg var flere gange oppe på at være bagud med fire mål efter pausen, men nåede ikke tættere på, selv om 19-årige Kristina Jørgensen foldede sit talent endnu mere ud end i første halvleg og nåede op på ni mål. Efter to brændte straffekast var det den 185 cm høje bagspiller, der tog ansvaret.

Hos Team Esbjerg tog Maria Mose Vestergaard, Nanna Friis-Traberg og Ulrika Toft Hansen hovedroller i anden halvleg, og Vilde Ingstad fortsatte bare med at levere. Forskellen mellem en slutspilskandidat og en nu direkte nedrykker til 1. division blev understreget i kampens slutfase.

- Det blev en lidt rodet kamp med Skanderborgs mandsopdækninger og spil syv mod seks. Mens vi spillede seks mod seks i de første 20 minutter, gik det fint, og vi opbyggede det forspring, der ikke siden var truet. Nu skal vi gøre vores arbejde færdigt i hjemmekampen mod Team Tvis torsdag aften, og så må vi se, hvad der sker i Odense på samme tid, sagde cheftræner Lars Frederiksen.

Silkeborg-Voel KFUM kvalificerede sig med en sikker sejr over Odense Håndbold fredag aften som det femte hold til slutspillet. Med Team Esbjergs sejr er Randers HK ude af racet om den sidste plads uanset udfaldet af udekampen mod FC Midtjylland senere lørdag eftermiddag. Odense kan fortsat selv afgøre det hele med point mod Viborg HK i torsdagens hjemmekamp.

Kampen i tal:

Skanderborg Håndbold - Team Esbjerg 27-34 (10-16)

Topscorer Skanderborg: Kristina Jørgensen 9

Målscorere Team Esbjerg: Jenny Alm 8, Vilde Ingstad 6, Maria Mose Vestergaard 5, Ida Bjørndalen Karlsson 4, Nanna Friis-Traberg 4, Laura van der Heijden 3, Ulrika Toft Hansen 3 og Tove Seest 1.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 2

250 tilskuere i Fælledhallen

Kiva Grafisk