Team Esbjergnyheder

Chancen for en slutspilsplads fortoner sig efter nyt nederlag

Efter et drama i Odense Idrætshal tabte Team Esbjerg den vigtige kamp mod slutspilsrivalerne fra Odense Håndbold med 21-22 og hænger nu kun med de yderste led af fingrene på i jagten på en af de seks forreste pladser i grundspillet, som giver adgang til de afgørende kampe i Primo Tours Ligaen.

Odense Håndbold bragte sig foran 3-0 og senere 9-6 i første halvleg, inden holdet tillod sig en scoringspause på ni minutter og blot formåede at score to mål i halvlegens sidste 17 minutter mod et godt kæmpende Team Esbjerg-forsvar, bag hvilket Emily Stang Sando viste sig fint frem på sin kommende hjemmebane.

Team Esbjerg scorede fire mål i træk til 10-9, og med tre mål i træk sørgede holdets bedste spiller i kampen, Ida Bjørndalen Karlsson, for at øge føringen til 13-10. En reducering af Odenses bedste spiller før pausen, den brasilianske fløj, Jessica Da Silva Quintino, gav en pauseføring på 13-11 til gæsterne.

Der var flere chancer til at udbygge føringen i begyndelsen af anden halvleg, men fejlprocenten steg, og Odense fik kontakt. Et par kvikke mål af Maibritt Kviesgaard og endnu et af Vilde Ingstad udløste en føring på 16-13 til Team Esbjerg, inden hjemmeholdets Mathilde Schæfer tog fat. Den 19-årige back er vendt tilbage til Odense Håndbold efter et ophold hos GOG i 2. division, og hun formåede at score fem mål og blive en afgørende figur i resten af kampen.

Team Esbjerg var foran sidste gang med 20-19 på et gennembrud af Laura van der Heijden, inden høje Schæfer to gange steg til vejrs og bragte fynboerne foran. Ida Bjørndalen Karlsson udlignede med sit ottende mål, men godt et halvt minut før tid brød Quintino igennem på fløjen og scorede sejrsmålet. En Team Esbjerg-timeout 20 sekunder før tid og det efterfølgende angreb havde ingen effekt.

- Det var en hård omgang at tabe en kamp, som, vi føler, vi lige så godt kunne have vundet. Efter et første kvarter i højt tempo og med føring til Odense vendte kampen. Vi stod i resten af halvlegen godt i forsvaret og tog teten. Efter pausen fik vi svært ved at score på Chana Masson, og en 19-årig blev en livline for Odense. Det må hun naturligvis ikke få lov til, men det er der, vi er lige nu. I de tre seneste udekampe har vi tabt i de sidste minutter til Viborg, FC Midtjylland og nu Odense. Det er det mentale, der mangler, sagde en nedtrykt cheftræner, Lars Frederiksen, efter kampen.

Med nederlaget til Odense Håndbold er Team Esbjerg fortsat placeret uden for slutspilsvarmen inden grundspillets to sidste kampe mod Skanderborg Håndbold 25. marts på udebane og Team Tvis Holstebro 30. marts i Blue Water Dokken. Holdet er afhængigt af, at Odense og Silkeborg-Voel KFUM ikke får ret mange point i de to sidste spillerunder. De to konkurrenter mødes indbyrdes.

Forinden spiller holdet den sidste kamp i hovedrunden i Champions League, når de forsvarende CL-mestre, CSM Bucuresti, kan opleves i Blue Water Dokken søndag den 12. marts kl. 15.00. Du kan købe billetter til kampen på www.teamesbjerg.dk.  

Kampen i tal:

Odense Håndbold - Team Esbjerg 22-21 (11-13)

Topscorere Odense: Jessica Da Silva Quintino 6 og Mathilde Schæfer 5

Målscorere Team Esbjerg: Ida Bjørndalen Karlsson 8, Maibritt Kviesgaard 3, Nanna Friis-Traberg 3, Maria Mosde Vestergaard 2, Lura van der Heijden 2, Jenny Alm 1, Vilde Ingstad 1 og Ulrika Toft Hansen 1.

Udvininger:

Odense: 1

Team Esbjerg: 1

Kiva Grafisk