Team Esbjergnyheder

Billetsalg til damernes pokalfinale skudt i gang.

Pressemeddelelse

 

Mens Danmarks piger høster succes ved VM i Brasilien, er forberedelserne godt i gang til at kaste den hjemlige forårssæson af sted med et brag af en håndboldfest, når Viborg HK og Team Esbjerg mødes i Nordea Cup finalen den 7. januar klokken 14.15. Billetsalget til pokalfinalen i Arena Midt Kjellerup er nu skudt i gang.

 

For første gang i fem år udgøres pokalfinalisterne af to hold fra dameligaens aktuelle Top 4, så der er i den grad lagt op til en både spændende og seværdig slutkamp om Nordea Cup trofæet. Den bliver samtidig et stort slag mellem tradition og fornyelse i pokalmæssig sammenhæng, idet Viborg HK forbereder sig på klubbens 12. pokalfinale, mens Team Esbjerg debuterer som finaledeltager.

 

I Esbjerg ser man frem til at kæmpe om klubbens første store trofæ.

"I Team Esbjerg glæder vi os som små børn til at spille om vores første titel, og vi oplever også en fantastisk interesse for det i byen. En finale er noget helt specielt, hvor alt fokus er rettet mod den ene kamp, og man kun har et enkelt skud i bøssen. Et godt resultat i pokalfinalen vil betyde meget for klubben og gøre det endnu mere interessant med den nye hal i Esbjerg til næste sæson. Uanset hvad vil vi nyde øjeblikket, og så håber vi selvfølgelig at kunne bidrage til en rigtig flot finale," siger Team Esbjergs direktør, Per Kristiansen.

 

Hos Viborg HK bliver det at spille en pokalfinale nu heller aldrig rutine, fortæller klubbens direktør, Peter Cassøe, som glæder sig til en festlig dag i Arena Midt.

"Pokalfinalen har altid været noget helt særligt i Viborg HK. Det her med en stor finale, der ligger midt på sæsonen, er helt fantastisk. Pokalfinalen har ofte været med til at give vores piger en kickstart på foråret, og det håber vi da, at den kan gøre igen. Vi ser frem til en tæt dyst mod et meget spændende Esbjerg-mandskab, der har det med at give os kamp til stregen, og som med deres flotte efterår i den grad har fortjent en plads i finalen. Jeg tror, der venter publikum en rigtig flot Nordea Cup finale," lyder det fra Peter Cassøe.

 

I Divisionsforeningen glæder formand Jens Christensen sig også til årets første store håndboldfest.

Vi er glade for at kunne præsentere en rigtig spændende Nordea Cup finale for kvinder i de fornemme rammer omkring Arena Midt Kjellerup. Vi ser meget frem til en af de allerstørste dage i damehåndboldens kalender. Jeg er overbevist om, at denne finale kan blive et flot afsæt til en fortsat positiv udvikling for sporten i det nye år," udtaler Jens Christensen.

 

 

Kiva Grafisk