Team Esbjergnyheder

Besværlig kamp i Aarhus i jagten på topholdene

København Håndbold ser ud til at være stukket af i toppen, og FC Midtjylland og Odense Håndbold er de næste bejlere til pointgivende pladser i slutspillet. Sådan er situationen i toppen af HTH GO Ligaen, inden Team Esbjerg lørdag eftermiddag skal forsøge at holde trit med topholdene ved at hente point i udekampen mod Aarhus United.

- Om vi er i stand til at nå top fire, vil kampene vise. Lige nu spiller vi ikke til det, og derfor gælder det om at nå så langt frem som muligt. Første halvleg mod Ringkøbing var den bedste, vi har spillet i år, men den blev efterfulgt at en usikker præstation efter pausen. Der er dog ikke mere panik, end at vi har vundet fem af syv kampe, og at meget fungerer rigtig godt under træningen. Det handler mest om at finde ind i en rytme, hvor vi kan sige, at dette er vores udtryk i kampe, siger cheftræner Jesper Jensen.

Aarhus United voldte Team Esbjerg problemer i første halvleg af kampen i oktober i Esbjerg, som dog endte med en hjemmesejr på 30-24. I det nye år indledte aarhusianerne med at vinde sikkert over TTH i Holstebro, holdet har fået point i Randers og tabt med seks mål til topholdene København Håndbold og FC Midtjylland – uden at være spillet ud af banen.

- Aarhus er et ungt hold med mange både kollektive og individuelle kvaliteter, og spilletiden bliver fordelt, så der er nye spillere at forholde sig til hele tiden. For en forsvarsspiller giver det hyppige taktiske omstillinger i løbet af kampen, siger Jesper Jensen.

Aarhus-holdet må formentlig forberede sig på at skulle spille om den fortsatte ligastatus, mens Team Esbjerg med en sejr kan passere Viborg HK på fjerdepladsen.

Assistenttræner Mette Melgaard har i flere kampe aflastet Vilde Ingstad på stregen og i det centrale forsvar. Hun har udfyldt pladserne fint, men trænerteamet vurderer, at hun er mere værdifuld med sit blik på spillet fra bænken. Derfor vil der blive brugt andre løsninger, når Ingstad trænger til en pause. Mette Melgaards fravær er eneste ændring i truppen.

 

Team Esbjergs trup til kampen i HTH GO Ligaen mod Aarhus United lørdag den 10. februar kl. 15.00 i Ceres Park, Hal 1:

Målmænd: Sandra Toft og Ine Stangvik

Venstre fløj: Maria Mose Vestergaard og Sanna Solberg

Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Anne Brinch-Nielsen

Streg: Vilde Ingstad

Bagspillere: Lara González, Ida Bjørndalen Karlsson, Kristina Liscevic, Sofie Blichert-Toft, Estavana Polman og Lene Østergaard.

Kiva Grafisk