Team Esbjergnyheder
Alt at vinde i Elro Arena
Onsdag aften støder Team Esbjerg sammen med Randers HK i den altafgørende slutspilskamp i pulje 1.
Forberedelserne hos Team Esbjerg er i fuldt sving, da der kun er ganske kort tid at komme sig på efter kampen mod FCK i weekenden.
- Først og fremmest gælder det om at få spillerne fysisk klar, så sundhedsteamet arbejder hårdt pt. med de mange skavanker, spillerne har, siger cheftræner Jan Paulsen og forsætter med de taktiske overvejelser.
- Vi skal arbejde med at småjustere nogle ting i forhold til, hvordan Randers spiller. Men vi er så langt i sæsonen – og kender hinanden så godt – at begge hold har svært ved at lave de helt store overraskende taktiske ting på nuværende tidspunkt.
Kampen, som desværre ikke vises på TV, er afgørende for begge hold i forhold til at kvalificere sig til en finaleplads, hvor Viborg HK venter.
Randers og Team Esbjerg spillede uafgjort i første slutspilskamp, så Team Esbjerg kan spille sig i DM-finalen med en sejr, hvilket Jan Paulsen har en smule svært ved at begribe.
- Det er ret vildt at tænke på, at vi for 3 uger siden kunne have spillet nedrykningsspil, men kom alligevel med i slutspillet efter en heroisk indsats mod FCK i sidste kamp i grundspillet. Vi havde ingen forventninger til slutspillet andet end, at vi skulle nyde alle kampe, give os fuldt ud og dermed udvikle os. At det har udviklet sig, som det har i puljen, er højst overraskende, siger cheftræneren.
I de seneste år har Team Esbjerg ikke haft det nemt mod kronjyderne. Siden sæson 2007/08, inklusiv pokalkampe, har Randers vundet 5 ud af 7 indbyrdes opgør, inden Team Esbjerg fik uafgjort i første runde af slutspillet.
Statistikken skræmmer dog ikke Jan Paulsen. Målet om at komme i slutspillet denne sæson er indfriet, så Team Esbjerg kan siges at have alt at vinde, og intet at tabe, før kampen i Elro Arena.
- Vi glæder os til at skulle spille kampen i Randers, hvor vi igen kan spille som underdog, og hvor alt presset er på Randers.

_0.jpg)




























