Team Esbjergnyheder

25 spinnere klar til at svede for sydvestjyske klubber

Tre-fire sydvestjyske håndboldklubber kan køre penge i klubkassen, og som arrangør forventer Team Esbjerg også et pænt overskud, når 25 spinnere får lov til at svede for pengene ved Spinning Event 2012. Arrangementet foregår i loungen på Blue Water Arena forud for det interessante opgør i Dame Håndbold Ligaen mellem Team Esbjerg og FC Midtjylland lørdag den 17. marts.

- Vi har to gange tidligere haft spinningarrangementer i eget regi, og denne gang inviterer vi håndboldklubber fra oplandet med, så de kan få del i overskuddet fra arrangementet, og vi kan knytte dem tættere til os, siger salgschef Erik Christensen, Team Esbjerg.

Tre lokale klubber, Varde HK, Team Vest Håndbold og Bramming IF, har meldt sig, og der er plads til yderligere en klub, som kan finde fem spinnere til at cykle for sig. Hver spinner skal skaffe fem sponsorer. Sponsorerne får plads på første række til spinningeventen, der foregår som en del af VIP-arrangementet med ca. 400 gæster forud for ligakampen. De betaler 80 kr. pr. kørt kilometer, dog maksimalt for 40 km, og 40 procent af den indkørte sum tilfalder klubben, der har samlet de fem spinnere med sponsorer.

Hver af de deltagende klubber modtager seks billetter til VIP-buffeten med øl, vand og vin samt 100 billetter til ståpladser til håndboldkampen. Dermed har de mulighed for at give spillere, ledere og andre interesserede en håndboldoplevelse.

- Ved at holde Spinning Event 2012 inden en spændende håndboldkamp, forener vi det sunde og underholdende med muligheden for at styrke både klubbernes og vores egen økonomi. Samtidig håber vi at gøre god propaganda for damehåndbold på topplan.

Team Esbjerg stiller selv med et spinninghold med blandt andre bestyrelsesmedlemmerne Bjarne Pedersen og Johnnie La Fontaine.  

Er en håndboldklub interesseret i den sidste plads ved Spinning Event 2012, så ring til salgschef Erik Christensen, tlf. 29 47 87 15.

Kiva Grafisk