Revanchesulten er stor op til puljefinale mod Herning-Ikast

29/04 - 2021

Nederlaget i seneste opgør mod Herning-Ikast Håndbold er bestemt ikke glemt i Team Esbjergs trup. Derfor er det et sultent hold, der er klar til at få skovlen under de midtjyske gæster, der kommer forbi Blue Water Dokken i en kamp om førstepladsen og hjemmebanefordel i en eventuel tredje semifinale i Bambusa Kvindeligaen.

Begge hold er allerede sikret en plads blandt de fire bedste, men hjemmebanefordelen har stor betydning for Team Esbjerg. Blandet med chancen for at få bugt med Herning-Ikast igen gør, at holdet er fokuseret til kampen på lørdag.

– Vi er rolige, men vi vil gerne have den revanche. Det var noget spillerne allerede snakkede om efter opgøret. For det var lidt tilfældigheder, som gjorde, at vi kom foran med fire, men som også gjorde, at de fik hentet sejren hjem til sidst, siger cheftræner Jesper Jensen.

Seneste opgør mellem de to hold endte med en sejr til midtjyderne, selvom Team Esbjerg førte med fire mål med 10 minutter igen. Herning-Ikasts skifte til at spille syv mod seks i angrebet blev afgørende, og med henblik på seneste opgør mod Silkeborg-Voel, som også havde stor succes med at tage målvogteren ud i det etablerede angreb, så har fokus været på at håndtere dette ekstra pres i forsvaret.

– Vi har haft udfordringer med at stå mod syv mod seks, men vi skal også se det som en cadeau, at andre hold bliver så desperate for at finde løsninger mod os, at de tyer til dette. Så det er naturligvis noget, vi har arbejdet på, siger cheftræneren.

Det positive, set med Team Esbjerg-briller, bliver, at holdet fik en håndsrækning fra København Håndbold, der vandt over lørdagens modstander tidligere på ugen. Dette betyder, at uafgjort vil være nok til at sikre holdet hjemmebanefordelen i en tredje semifinale.

Men at spille efter en deler i håndbold er umuligt, og derfor går holdet også efter at hive begge point hjem.

– Det kan godt være med fem minutter igen, at denne tanke sniger sig frem, men det vigtigste er, at vi går efter sejren og får spillerne klar til semifinalen, afslutter Jesper Jensen.

For på skadesfronten har truppen den seneste tid været godt presset, og derfor har det været vigtigt for cheftræneren, at spillerne er klar og fit til semifinalerne. Heldigvis lysner det på den front, hvor flere af de ramte spillere er i bedring. Derfor vil alle de skadede spillere være at finde på holdkortet til gruppefinalen i Blue Water Dokken.

Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod Herning-Ikast Håndbold lørdag den 1. maj kl. 16.00 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg, Line Myers, Estavana Polman og Nerea Pena.