Tilbage på sejrssporet med norsk trekløver i Aarhus

21/10 - 2020

Team Esbjerg kom forholdsvis ubesværet tilbage på sejrssporet efter pointtabet til Silkeborg-Voel KFUM for en uge siden, da holdet ude besejrede Aarhus United med 25-20 i en kamp, hvor sejren ikke var truet.

Bag de to point stod først og fremmest et norsk trekløver bestående af Rikke Granlund i målet, Kristine Breistøl i bagkæden og Marit Malm Frafjord i forsvaret og på stregen i angrebet. “Bobbo” stod med en redningsprocent på 46 i målet, og hendes 17 redninger overgik langt de to skiftende svenske målvogtere i Aarhus-målet. De to norske markspillere stod tilsammen for 15 af de 25 mål med Breistøl som dominerende leverandør af mål før pausen, blandt andet med fire mål i træk til en 10-8-føring, og Frafjord var eksponent for sikre afslutninger – også på kontraangreb – i anden halvleg. De blev suppleret af Annette Jensen, der spillede en fin første halvleg med sit blik for spillet og gennembruddet.

Kampen i Ceres Park begyndte lidt som dovent øl, og humlen var alt for mange tekniske fejl og dårlige afslutninger fra begge hold. Mens Team Esbjerg løftede kvaliteten i løbet af første halvleg med et effektivt syv mod seksspil, kneb det for hjemmeholdet, hvis cheftræner, Heine Eriksen, ikke tøvede med at gribe timeoutkortet to gange. Fem minutter efter pausen havde han udtømt mulighederne for konsultation, da han tog sin tredje timeout.

Han trænerkollega, Jesper Jensen, kunne med større sindsro se kampen udvikle sig, uden at der for alvor kom højt skum på. Forspringet blev udbygget og kulminerede med en føring på 23-16, inden lettelsen over at have løst endnu en opgave med en smal spillertrup og sikre sig den ottende af ni sejre i Bambusa Kvindeligaen bredte sig, og markeringerne bagude og afslutningerne fremme sad lidt løsere. Hos United var Mathilde Neesgaard mest træfsikker med sine fire mål på fem forsøg, hvorimod det norske talent, Line Ellertsen, og fløjen June Bøttger spildte for meget.

-Det var en af de kampe, hvor der var risiko for at snuble, og jeg er meget glad for sejren og indsatsen. Jeg synes, det var en helstøbt indsats med mange gode præstationer, og vægrer mig næsten ved at fremhæve en enkelt spiller. Men “Bobbo” i målet leverede en flot indsats efter ikke at have spillet så meget på det seneste, sagde Jesper Jensen.

Med mindre der forinden kommer kontramelding fra det europæiske håndboldforbund på grund af den stigende coronasmitte i også Frankrig, sætter Team Esbjerg fredag morgen kursen mod Metz og næste opgave i DELO EHF Champions League.

-Jeg forventer ikke, at torsdagens nye danske rejsevejledning får indflydelse på vores tur til Frankrig, fordi vores kamp har et erhvervsmæssigt formål. Vi må være enormt forsigtige, da vi har hørt, at fire franske ligakampe er aflyst på grund af corona. På den baggrund er det lidt skørt, at vi skal rejse derned med det sundhedsmæssige perspektiv. Man må håbe, de har tænkt sig godt om i EHF, siger Jesper Jensen.

Kampen i tal:

Aarhus United – Team Esbjerg 20-25 (10-13)

Målscorere Team Esbjerg: Marit Malm Frafjord 8, Kristine Breistøl 7, Annette Jensen 4, Mette Tranborg 2, Sanna Solberg 2, Kaja Kamp 1 og Sonja Frey 1.

Topscorer Aarhus: Mathilde Neesgaard 4

Udvisninger:

Team Esbjerg: 2

Aarhus: 0

390 tilskuere i Ceres Park