Sikker Team Esbjerg-sejr i Randers - førsteplads blinker i horisonten

26/02 - 2020

Team Esbjerg havde ikke besvær med at sikre sig endnu en vigtig sejr og dermed bringe sig endnu tættere på den førsteplads i HTH Ligaens grundspil, som kan udløse en Champions League-plads, uanset hvordan holdet klarer sig i kampen om de danske mesterskab. Sejren over Randers HK blev på 30-23 og var ikke rigtig truet på noget tidspunkt.

Med Estavana Polman som dens store iscenesætter førte Team Esbjerg næsten hele kampen og udbyggede hurtigt i anden halvleg pauseføringen på tre mål. Kampens indledning var præget af to hold, der ikke varmede bolden, og de fleste bolde gik ind, især hos hjemmeholdets målvogter, Stine Broløs, der var tre redninger fra at blive redningsløs. Polman scorede i halvlegen selv fire mål og lagde op til yderligere seks mål, som især Vilde Ingstad på stregen nød godt af. Marit Røsberg Jacobsen havde samme scoringskvote som Polman, fire mål på fem forsøg.

Efter pausen kom erfarne Mathilde Juncker ind i Randers-målet, og hun tog væsentligt flere bolde. Samtidig blev Rikke Granlund bedre og bedre i den anden ende og bidrog til, at hendes holdkammerater kunne øge føringen. Røsberg fortsatte stilen, og Polman markerede sig først og fremmest som assist, som hun leverede 10 af på en aften, da den øvrige bagkæde var forholdsvis uskarp.

Randers opbrugte tidligt i anden halvleg sin fejlkvote, men fortsat med at smide bolden væk, og Team Esbjerg kunne uden at spille sig ud lægge på. Mod kampens slutning kunne også Elma Halilcevic, Lene Østergaard og Rut Jónsdóttir brillere med tilsammen fem scoringer. I de seneste kampe mod Viborg HK og Vipers Kristiansand kom de ikke til indsats.

-Jeg synes, det var en god professionel indsats, pigerne leverede i aften. Historisk har vi haft det svært i Randers og har ofte skullet frem til de sidste 10 minutter, før der skete noget. Randers-spillerne er risikovillige, men vi gik ikke med på det og havde fokus på ikke at lave byger af fejl, hvilket lykkedes. En fejl avlede ikke nye fejl. Det var basis i stedet for risiko, sagde cheftræner Jesper Jensen.

Team Esbjerg har et forspring på fire point til den nærmeste forfølgere, Odense Håndbold, og har et slutprogram med Ajax København hjemme, Herning-Ikast ude, Silkeborg-Voel KFUM hjemme og Skanderborg ude. Det bør kunne udløse fire point til at vinde grundspillet.

-Jeg er glad for den position, vi er i efter en vigtig sejr i Randers, sagde en tilfreds Jesper Jensen.

Han er også tilfreds med klubbens position i EHF Champions League, hvor holdet søndag møder dynamitgruppens bundhold, FTC. Truppen flyver lørdag eftermiddag fra Billund til Budapest på en mission at forbedre mulighederne for at undgå CL-favoritterne Györ i kvartfinalen.

Kampen i tal:

Randers HK – Team Esbjerg 23-30 (14-17)

Målscorere Team Esbjerg: Marit Røsberg Jacobsen 7, Estavana Polman 5, Vilde Ingstad 4, Sonja Frey 3, Marit Malm Frafjord 2, Sanna Solberg 2, Lene Østergaard 2, Elma Halilcevic 2, Line Jørgensen 1, Kristine Breistøl 1 og Rut Jónsdóttir 1.

Topscorer Randers: Mai Kragballe 4

Udvisninger:

Team Esbjerg: 1

Randers: 2

936 tilskuere i Arena Randers