Sonja Frey er hurtig som en japaner

14/08 - 2019

Team Esbjergs spillere fik kilometer i benene mod en flok hurtige japanere, der som ventet spillede med Østens opportunisme med masser af fart i spillet, og Sonja Frey fik en fin debut for sin nye klub med hele ni mål.

Det var den korte konklusion på aftenens testkamp i ROFI Centret i Ringkøbing, som Team Esbjerg vandt med 30-29 efter flere udsving i stillingen undervejs. Japan kom foran, Team Esbjerg fik hentet modstanderne og førte med et mål ved pausen. Føringen blev udbygget til fire mål i anden halvleg, og så var det japanernes tur til at komme tilbage og føre med et par mål i slutfasen. Team Esbjerg samlede sig og fik en resultatmæssig god oplevelse ud af den første alvorlige prøve i sæsonen.

– Vi viste en fin indstilling. Japan har ikke klaret sig så godt i de tidligere træningskampe i Danmark, men i dag spillede holdet fint. Vi blev lidt for ivrige i nogle faser, og havde vi fået slået et hul til modstanderne, var der nok kommet lidt mere ro på. Japanerne spillede hurtigt, også syv mod seks, og var effektive i afslutningerne. Det var fint med en kamp, hvor vi blev presset. Vi var bagud og fik en dommerkendelse imod os mod slutningen, men formåede alligevel at vinde kampen, sagde cheftræner Jesper Jensen.

Han valgte at satse på det sikre med Sanna Solberg fremme i 5-1-forsvaret, og det fungerede som sædvanlig fint. Solberg og landskvinden Marit Røsberg Jacobsen scorede flittigt på kontraløb og fra fløjene, og de japanske fløje havde lige så let ved at passere først Rikke Granlund og efter pausen Rikke Poulsen i Team Esbjerg-målet.

I angrebet var østrigske Sonja Frey dominerende. Hun var lige så hurtig som japanerne – mindst – og så mange muligheder for gennembrud mod det offensive forsvar. Elma Halilcevic og Lene Østergaard kom ikke på banen, og Estavana Polman blev skånet, fordi hun slog knæet i en kamp mod Skjerns drenge lørdag. Hun træner med fredag og bliver formentlig klar til weekendens kampe.

CSKA Moskva slog Randers HK med 28-26 og er modstanderen i lørdagens semifinale i Naturens Rige Cup.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Japan 30-29 (15-14)

Målscorere Team Esbjerg: Sonja Frey 9, Sanna Solberg 6, Marit Røsberg Jacobsen 5, Kristine Breistøl 3, Line Jørgensen 3, Vilde Ingstad 3 og Annette Jensen 1.