Gruppefinale i Esbjerg efter let sejr over chanceløse Cisnadie

03/02 - 2019

Udramatisk spillede Team Esbjerg sig i klar vinderposition i gruppe A i EHF Cup, da holdet vandt den sidste udekamp over rumænske CS Magura Cisnadie, der også i denne kamp var uden chance for at komme på pointtavlen i sin første sæson i europæisk håndbold. Måltavlen viste 32-19, men sejren kunne nemt have været af noget nær samme størrelse som i Esbjerg i begyndelsen af januar.

Fra kampens begyndelse trak Team Esbjerg et rødt jerntæppe ned foran Cisnadie-bagspillerne, og der gik nøjagtigt 12 minutter, før hjemmeholdet kom på tavlen for anden gang med en reducering til 2-6. Kun målvogter Elena Voicu forhindrede værre.

Cheftræner Alexandru Weber havde minuttet forinden taget en timeout og fik i den følgende periode held med at sætte gang i mere gennembrudsspil og derved skabe huller i forsvarsmuren. Indtil da havde en formation med Sanna Solberg – stærk i begge ender og topscorer med syv mål – fremskudt mod strategen Adriana Moldovan og Line Jørgensen inde i en mere central rolle været enerådende. Bagved tog Sandra Toft en del.

Cisnadies spil blev sat op af 38-årige Roxana Gatzel, der langt fra forekommer nedslidt og pensionsmoden, og 35-årige Moldovan, der ved siden af assisthvervet blev uantastet topscorer med ni mål og derudover havde overskud til en smart frispilning til stregen Andrada Tomescu lige før pausen. De to veteraner blev suppleret af højrehåndsspilleren på højre back, Oana-Valentina Apetrei, på 33 år. Et generationsskifte på nøgleposter vil med årene trænge sig på for håndboldstoltheden i den lille, historiske provinsby i Transsylvanien.

Team Esbjerg fik ikke den bedste start på anden halvleg med en hurtig udvisning til Kristina Liscevic for at vælte Tomescu i et kontraløb. Men Cisnadie brændte et efterfølgende straffekast og muligheden for at komme tættere på.

Da det hele blev lidt for mageligt hos Team Esbjerg, tog cheftræner Jensen en timeout, og så blev der hurtigt skabt endnu større afstand. Kristina Liscevic havde nemt ved at komme til gennembrud og betjente også Elma Halilcevic med et vip til 17-29. Samme unge komet øgede til 31-17, da Rikke Granlund flækkede banen med et udkast.

Det var ikke fri leg i den intime hal, hvor det sparsomme publikum højlydt bakkede hjemmeholdet op i hele kampen, men klasseforskel var der, og Jesper Jensen var et stort smil i de sidste minutter ude på bænken.

– Vores mål var at vinde og kvalificere os til kvartfinalen, og fik vi mulighed for at spare spillere, ville vi også gøre det. Cisnadie forsøgte at trække tempo ud af kampen, og havde det være i den danske liga, var der blevet dømt 15-20 gange for passivt spil. Der blev fløjtet fem gange. Men det var deres chance for ikke at blive kørt midt over, og det er fair nok, sagde Jesper Jensen.

Team Esbjerg har med sejren i Cisnadie bragt sig i en gunstig position til at vinde gruppe A, men med Storhamars 29-28-sejr i de sidste sekunder mod Bietigheim senere søndag er der lagt op til en gruppefinale i Blue Water Dokken lørdag kl. 13.00. Storhamar med Betina Riegelhuth og Heidi Løke skal vinde for at fravriste Team Esbjerg førstepladsen.

– Uanset resultatet i Norge vil vi under alle omstændigheder vinde over Storhamar for eget publikum på lørdag, siger Jesper Jensen.

Inden det dansk-norske brag lørdag spiller Team Esbjerg en kamp om vigtige point i HTH Ligaen onsdag kl. 18.30 mod Silkeborg-Voel KFUM. Du kan købe billetter til begge kampe på www.teamesbjerg.dk.

Kampen i tal:

SC Magura Cisnadie – Team Esbjerg 19-32 (10-15)

Målscorere Team Esbjerg: Sanna Solberg 7, Kristina Liscevic 5, Annette Jensen 4, Marit Røsberg Jacobsen 3, Vilde Ingstad 3, Estavana Polman 3, Line Jørgensen 2, Kristine Breistøl 2, Elma Halilcevic 2 og Clara Monti Danielsson 1.
Topscorer Cisnadie: Adriana Moldovan 9

Udvisninger:
Team Esbjerg: 2
Cisnadie: 3

650 tilskuere i Polyvant Hall Magura